Hænger du måske også dine billeder for højt eller har du for få farver i hjemmet? Dette er blot to ud af flere typiske indretningsfejl i danskernes hjem. Læs med her og bliv klogere på hvordan du undgår de 10 klassiske indretnings fejl.
1. Dine vægge er tomme
Da væggene i dit hjem udgør en stor del af hvert rum, kan det hurtigt virke upersonligt når du har for tomme vægge. Du kan i stedet for vælge et par enkelte malerier eller plakater for at give rummet et personligt præg. Du kan vælge områder på en stor væg, eller gå all in og lave en stor billedevæg.
2. Dine billeder hænger i den forkerte højde
Når nu der skal være flere plakater og billeder på væggen, er det også vigtigt at det hænger i den rigtige højde. Hvis ikke dine plakater eller billeder hænger i den rigtige højde, kan det give en form for ubalance i rummet. En god huskeregel for at undgå denne ubalance i din bolig, er at den perfekte højde findes når billedets centrum er i øjenhøjde. Hvis du gerne vil have nogle mere specifikke mål, er det forskelligt alt efter om du ønsker at billede skal hænge frit på væggen eller over et møbel. Hvis dit billede skal hænge frit på væggen, bør du gå efter, at afstanden fra gulvet til midten af billedet er mellem 145-152 cm. Ønsker du ikke at have billedet hængende frit men derimod hen over et møbel, skal afstanden fra toppen af møblet til bunden af billede være mellem 15-20 cm.
3. Du indretter med for mange forskellige materialer
Har du kombineret alverdens materialer i din bolig? En typisk fejl i indretningen er at alt for mange forskellige materialer eller fx træsorter bruges i samme rum. Dette giver ikke den røde tråd i rummet og kan let forstyrre øjet. For nemt at kunne ændre på dette, kan du f.eks. vælge træ i samme træsorter. Ved at gøre dette, skabes der automatisk en rød tråd i rummet. Har du marmor bordplader i køkkenet, kan du også vælge at gå med et spisebord i marmor for igen at gøre brug af de samme materialer. Du kan vælge områder hvor du matcher materialer, men du behøver ikke at gøre den gennemgående i hele hjemmet.
4. Dine møbler er alle placeret op af væggene
Mange begår den fejl at ofte placere de fleste møbler langs væggen i boligen, da man tænker at rummet vil føles større. Dette er dog ikke altid tilfældet, da det godt kan give en tom følelse i rummet når alt står langs væggen. For at bryde denne tomme følelse, kan du f.eks. placere sofaen ude i rummet og derfra indrette dit rum omkring sofaen. Du kan også vælge at rykke din åbne reol i midten af stuen, så skaber du både en rumdeler, men så bliver der også skabt en hyggelig stemning. Men som regel skal der blot gøres brug af større møbler for at dele rummet op og så vil tomheden også formindskes.
5. Du har for meget nips i dit hjem
Generelt giver for mange ting i dit hjem en rodet følelse, og her kan især nips og pynt spille en rolle. Vi kender det alle sammen godt at man kan ikke lade være med at købe fine nips, da det skaber hygge og personlighed i hjemmet. Dog kan for mange nips eller pynt i vindueskarmen godt virke for rodet. En mulighed for at løse dette, kan være at du vælger at fylde en tom hylde i hjemmet eller fylde noget af dit vitrineskab op med alt det smukke nips, og skaber en form for stilleben der, da dette skaber mere ro i din øvrige indretning af dine rum, samt at man stadig kan se det fine nips du har i din bolig.
6. Dine tæpper er den forkerte størrelse
Ofte ser man at folk køber tæpper der er for små, hvilket kan ødelægge den harmoni der er i rummet, samt få rummet til at synes mindre. En tommelfingerregel for at købe tæpper er, at et større tæppe gør så rummet føles større. Derfor er det vigtigt ikke at købe for småt når det angår tæpper. Foruden dette, bør tæppet også dække under alle møbler som står på det. Hvis du har dette in mente næste gang du skal købe tæpper, er chancen mindre, for at du ender med at købe tæppet i en forkert størrelse.
7. Du har for få farver i dit hjem
Danskernes indretningsstil har udviklet sig meget de seneste år, men mange har stadig meget få farver i deres bolig. Mange er meget farveforskrækket i deres boligindretning og derfor holder de sig til hvid eller neutrale toner. Dette giver dog et hjem hvor intet skiller sig ud og kan i de fleste tilfælde også være kedeligt. Prøv at rykke dine grænser og inddrag farver noget mere i din indretning. Det kan f.eks. være at du maler en væg i en anden farve eller vælger møbler i andre farver end hvid. Så lidt skal altså til for at skabe en mere frisk stemning i hjemmet.
8. Du har dårlig belysning
Underbelyste hjem er en indretningsfejl som forekommer ofte i indretningen, derfor er det alfa og omega at have ordentlige lys i hjemmet. For at dække både det funktionelle og hyggelige lys, skal du have 3 lyskilder til f.eks. din stue. Din stue skal som en start have grundlys. Dette grundlys kan både være i form af gulvlamper, bordlamper og loftlys men vigtigheden er at det skal give et mere diffust lys som åbner rummet mere op. Har du et læsehjørne eller blot ønsker at have et mere funktionelt lys, skal man vælge noget med direkte lys. I dette tilfælde kan en gulvlampe være perfekt til give et mere funktionelt lys. Den 3 lyskilde er et mere supplerende lys til rummet. Oplever du at der er steder i rummet som ikke bliver oplyst på samme måde som resten af rummet? Her er det godt at supplerer med en væglampe. At tilføje en væglampe til rummet, hjælper lampen med at give lys til de sidste punkter i rummet. Tænk derfor på de 3 lyskilder, når du skal ud og handle belysning til dit hjem.
9. Du mixer for mange trends i din indretning
At følge mange trends i sin indretning, er der bestemt intet galt i. Dog skal du passe på med at mixe for mange forskellige trends, da man nemt kan mistede den røde tråd og virke for rodet. I stedet kan du følge få trends eller tendenser per sæson, og hele tiden tænke over hvad der passer til lige netop din indretning, så du ikke får mixet for mange trends. F.eks. kan du vælge trenden i samme materiale eller farve som du har i rummet og på den måde skabe en rød tråd.
10. Du mangler den røde tråd i hjemmet
Det er altid sjovt og spændende at indrette sit hjem, men tænker du nogensinde over den røde tråd? For at kunne skabe en rød tråd i dit rum, skal man have fokus på noget i rummet som du ønsker skal gå igen. Dette kan f.eks. være materialevalg eller farvevalg. F.eks kan man gå efter de samme rammer til dine plakater og kunst. Man kan også vælge at der skal være et specifikt tema i dit soveværelse, hvor du måske ønsker at farven blå skal gå igen. Denne blå farve kan så gå igen på sengetøj og gardiner og derigennem skabe den røde tråd.